Nye restriktioner

På grund af de nye restriktioner om forsamlinger og brug af mundbind ændrer vi lidt på praksis vedrørende træning. Vi lukker klubhuset således at vi bliver udenfor. Det vil sige at når man kommer til træning går man hen til sit område for den distance man skal løbe. Her holder man naturligvis også indbyrdes afstand til hinanden. Således holder 5km sig for sig selv og det samme gør 7km og 10km. På de enkelte distancer bliver vi delt i grupper af 10 personer. Så er der 11 personer deler distancen sig i 2 grupper. 21 personer bliver det 3 grupper osv. De enkelte grupper bedes holde en tydelig afstand til den anden. Det vil komme til at knibe med at kunne snakke på tværs af grupperne, men det må vi leve med. Det fungerede i foråret, så det kommer det også til denne gang. Ude på turen skal der naturligvis stadig holdes afstand både i bevægelse men også når vi holder for rødt. Vi tager vores ansvar alvorligt også selvom vi trætte og udmattet. Da klubhuset er lukket bliver der heller ikke serveret frugt, vand og saft efter træning. Men vi opfordrer folk til at sige tak for i aften og tage hjem umiddelbart efter.

Der vil være mulighed for bad. Her skal der selvfølgelig bæres mundbind indtil man går ind i badet, hvor man dog er fritaget. Da der heller ikke må forsamles mere end 10 personer her, bedes dem som gør brug af dette, få rø… med sig så der kan blive plads til de næste.  

Alt det her betyder desværre også at klubaften og julefrokost er aflyst. Det kan af gode grunde ikke gennemføres under de gældende forhold.

Bestyrelsen